80-årsdag for befrielsen markeres med sang og historie

Foto: Holstebro Museum.
dato

For 80 år siden brød glædesråb og frihedsbudskaber stilheden i de danske gader, da befrielsen blev en realitet. I Holstebro markerer vi denne skelsættende dag med stemningsfulde byvandringer fyldt med historiefortælling og fællessang. Vi bevæger os gennem byens gader og lytter til fortællinger om en tid præget af både frygt og håb. Holstebro Museum, Holstebro Bibliotek og Sangkraft Holstebro er gået sammen om disse særlige vandringer med fællessang.

Mandag den 5. maj 2025 er det 80 år siden, at Danmark blev befriet efter fem års besættelse. Dette markeres med en stemningsfuld sang- og historievandring i Holstebro midtby, hvor deltagerne får mulighed for at opleve fortællinger om besættelsestidens hverdag og synge nogle af Højskolesangbogens smukke befrielses- og modstandssange.

Vandringerne, der arrangeres i samarbejde mellem Holstebro Museum, Sangkraft Holstebro og Holstebro Bibliotek, fører deltagerne gennem byens gader og historiske steder. Undervejs vil en historiker fra Holstebro Museum give indblik i, hvordan besættelsen påvirkede livet i Holstebro.

- Besættelsestiden var en hverdag med både frygt, sammenhold og modstand, og de oplevelser har sat sig spor i byens historie. Med denne vandring ønsker vi at give et levende billede af, hvordan det var at leve i Holstebro dengang, fortæller historiker Sara Hai Abildtrup fra Holstebro Museum.

I korte ophold på ruten synges der fællessange udvalgt af Sangkraft Holstebro og Holstebro Bibliotek.

- I Holstebro har vi sangen til fælles, og gennem fællessangen bringer vi historien til live. På denne særlige vandring lader vi tonerne fra fortidens sange fylde gaderne og minder os om frihedens betydning – dengang som nu, forklarer Bente Vang, der er daglig leder af Sangkraft Holstebro.

Arrangementerne finder sted den 5. maj kl. 16:30 og igen kl. 19:00 og starter samt slutter ved Rådhushallen, Kirkestræde 11, Holstebro Rådhus. Efter turene byder Holstebro Bibliotek på en kop kaffe i bibliotekets kaffebar for dem, der har tid og lyst til at fortsætte samværet.

- I tider med usikkerhed har fællessangen altid givet os styrke. Når vi synger sammen, bliver vi en del af noget større – en stemme i et fællesskab, der rummer glæde og håb. Vi håber, at vi med vores ’syngende byvandring’ kan fortælle fortidens historier og at deltagerne kan hente ny energi til fremtiden, siger kulturformidler Kathrine Sørensen Bech fra Holstebro Bibliotek.

Deltagelse kræver online tilmelding på Holstebro Museums hjemmeside, og billetter koster 40 kr. pr. person uanset alder.

Kilde: Museerne i Holstebro
åbningstider

Se aktuelle åbningstider på: www.holstebro-museum.dk www.hjerlhede.dk www.strandingsmuseet.dk

Seneste på facebook