BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en ny kollega til vores dygtige team. Hvis du trives med at arbejde inden for byggeri, landskab, natur, turisme og udvikling, og kan tage rollen som både sagsbehandler og tovholder, så er det dig, vi leder efter!
I Planafdelingen har vi en bred faglighed. Vi driver Struer Kommunes udvikling gennem fysisk planlægning i både byer og åbne landskaber, samtidig med at vi beskytter og forbedrer naturen gennem naturforvaltning og -pleje.
Nu søger vi en ny kollega til vores team, hvor du bliver en del af plangruppen.
I denne stilling vil du være med til at planlægge og udvikle det åbne land, med mulighed for at integrere naturen i dine løsninger. I det åbne land og naturen er der mange interesser og hensyn, der skal balanceres. Vi skal både udvikle og beskytte de lokale værdier til gavn for biodiversitet, bosætning, erhvervsudvikling, turisme og meget mere. Du kan være med til at sikre et varigt aftryk på den bæredygtige udvikling, som Struer Kommune er i gang med.
Dine opgaver
Hos os får du en varierende hverdag med opgaver, som du kan være med til at tilpasse. Du har mulighed for at sætte dit præg på stillingen inden for rammerne af vores mål og værdier. Det vigtigste er, at du synes det er spændende at afsøge muligheder for at realisere ansøgernes projekter på, samtidig med at du tager hensyn til samfundets behov for at sikre en helhedsorienteret løsning.
Helt konkret består stillingen af følgende opgaver:
- Landzoneadministration
- Administration og afgørelser efter fredninger
- Dispensationer fra bygge- og beskyttelseslinjer
- Natur- og landskabsvurderinger i forbindelse med anden sagsbehandling
- Afgørelser om kystbeskyttelse
- Afgørelser om bade og bådebroer
Vi forventer ikke at du kan alt fra start, men blot at du har lyst til at lære og kan trives med opgaverne.
Vores forventninger til dig
- Du har en uddannelse, som er relevant for stillingen såsom skov- og landskabsingeniør, biolog, geograf, planlægger, arkitekt eller lignende
- Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner
- Du er ambitiøs og brænder for at udvikle dig i en kommune, hvor det er vigtigt at turde tage ansvar og initiativ i en travl hverdag
- Du har lyst til at arbejde i en tværfaglig og politisk organisation og bidrage til helhedsorienterede løsninger.
- Du har et kørekort
Hvorfor vælge os?
Hos os får du mulighed for at anvende dine færdigheder på mange forskellige opgaver. Du bliver en del af en lille organisation, hvor du kan påvirke din hverdag og bidrage til vores fælles mål.
Vi lægger stor vægt på trivsel og de personlige og sociale kvaliteter, du bringer med dig. Vi arbejder aktivt på at skabe et arbejdsmiljø, der både tilgodeser den enkelte og fællesskabet. Dette inkluderer fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde. Vi prioriterer en arbejdsplads, hvor vi er opmærksomme på hinanden og har en respektfuld og positiv omgangstone.
Planafdelingen består af en afdelingsleder og 18 dygtige kollegaer – herunder byggesagsbehandlere, naturforvaltere, planlæggere og administrative medarbejdere. Vores hverdag er præget af høj aktivitet, udfordrende opgaver og engagerede kolleger. Vi tilbyder frihed under ansvar, plads til forskellighed og en åbenhed over for nye initiativer og tiltag.
Yderligere oplysning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Centerchef John Patuel Hansen på telefon 96848445. Det er ligeledes muligt at rekvirere relevant materiale.
Tiltrædelse den 1. november 2024 eller efter aftale.
Ugentlig arbejdstid er på 37 timer og løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den gældende overenskomst. Struer Kommune opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, eller etnisk tilhørsforhold at søge.
Ansøgningsfrist
Mandag den 2. september 2024 kl. 8.00.
Vi forventer at holde første og anden samtale hhv. i uge 37 og 38.
Imellem første og anden samtalerunde vil du skulle udfylde en personlighedsprofil, som vil skabe baggrunden for den anden samtale.
Hvem er vi?
I Struer Kommune er det opgaven, der sætter holdet. Det er din faglighed og gode dømmekraft, der skal være fundamentet for det samspil, du skaber med borgeren og virksomhederne.
Sammen skaber vi stærke partnerskaber og er fælles om at udvikle fremtidens velfærd. Men hvad er fremtidens velfærd? Vi har ikke svarende alene. Derfor skal vi have medarbejdere, der sætter spørgsmålstegn og borgere og virksomheder, som udfordrer. Vi stiller krav til os selv, men vi forventer ligeledes noget af borgerne og virksomhederne. Gode løsninger kommer, når alle bidrager til fællesskabet.
Læs mere om Struer Kommune
Lydens By
Vi er Lydens By. Lyden er en inspirationskilde til nye projekter og initiativer, der kan realisere kommunens vækstpotentialer og styrkepositioner til et lokalsamfund, som mennesker har lyst til at besøge, arbejde og bo i.
For os er det naturligt at vores byudvikling tager udgangspunkt i lyd, og vores kunstværker bruger lyden aktivt. Vi arbejder med, hvordan lyd påvirker livskvaliteten positivt hos demente, indlæring hos børn eller fraværet af lyd skaber arbejdsglæde.
Lyd er i vores DNA.Læs mere om vores visioner og strategier.
Går du med flyttetanker?
Du har lyst til at søge ovenstående stilling, men er lidt i tvivl om, hvilke muligheder du har for at flytte til? Måske er det nødvendigt, at din partner også finder job i området? Struer Kommune har en Tilflytterservice, hvor du eller din partner ganske gratis og uforpligtende kan få direkte og personlig hjælp, hvis du går med overvejelser om at flytte til Struer. Kontakt Tilflytterservice på tilflytterservice@struer.dk eller 96 84 87 94.
Du er også velkommen til at søge inspiration på www.flyttilstruer.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Struer Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Struer Kommune, Østergade, 13, 7600 Struer
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6094397