Struer Kommune søger en leder til vores bibliotek
Struer Bibliotek søger en engageret leder med ansvar for både drift og udvikling i en organisation, der er en vigtig kulturinstitution og en aktiv del af lokalsamfundet. Som engageret leder er du med til at sætte retningen for et moderne bibliotek, der møder borgernes behov og understøtter det gode liv i hele Struer Kommune.
Vi søger dig, der:
- Har en kulturfaglig baggrund og gerne erfaring med ledelse.
- Trives med samskabelse og inddragende processer.
- Evner at arbejde i en politisk styret organisation.
- Er relationelt stærk og klar på at rykke på de gode ideer.
- Er en nærværende og synlig leder i hverdagen.
- Kender til drift af et folkebibliotek og har forståelse for, hvad et bibliotek kan være for borgerne.
- Tør komme på arbejde som et helt menneske med lige dele handlekraft og empati.
Arbejdsopgaver:
- Udvikle bibliotekets tilbud og skabe strategiske kulturfællesskaber.
- Drifts- og personaleansvar samt økonomistyring.
- Deltage i tværgående samarbejder og netværk, både internt og eksternt.
Bibliotekslederen skal være med til at sætte retning og præge kulturlivet i hele kommunen. Udover personaleledelse er det altså vigtigt, at du er klar på at sætte retning og tage modige prioriteringer, gerne i samarbejde med andre aktører.
Derudover leder vi efter en biblioteksleder, der har øje for fundraising, kreative partnerskaber og har mod på at tage ejerskab af udviklingsprojekter.
Endelig skal du være klar på en hverdag med halvhøjt tempo. Derfor er det vigtigt at have en vis portion humor og være frisk på at hjælpe med at dække en vagt eller rydde op efter et arrangement, hvis behovet opstår. Du skal altså være klar på at agere visionær leder såvel som pedel, afhængigt af, hvad der lige er brug for.
Til gengæld tilbyder vi en stilling med gode udviklingsmuligheder, en arbejdsplads med højt engagement og trivsel, og et fantastisk hold af kollegaer, der brænder for biblioteket, litteraturen og vores borgere. Og muligheden for at præge et bibliotek, der, med al den vestjyske beskedenhed vi kan mønstre, er ganske genialt.
Organisatorisk hører Struer Bibliotek under Center for Kultur, og bibliotekslederen refererer til centerchefen for Center for Kultur. Bibliotekslederen vil desuden indgå i et ledelsesfællesskab med lederen af Struer Musikskole og Aktivitetscenter Struer.
Første samtale og anden samtale afholdes henholdsvis d. 11. og 16. december på Struer Rådhus. Kandidater, der går videre til anden samtale, skal påregne at afsætte tid d. 12. december til en personlighedstest.
Ansættelse vil ske i henhold til gældende overenskomst og efter principperne for lokal løndannelse.
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Centerchef for Center for Kultur, Rasmus Thøgersen på 20785628 eller rasmust@struer.dk
Hvem er Struer Kommune?
I Struer Kommune er det opgaven, der sætter holdet. Det er din faglighed og gode dømmekraft, der skal være fundamentet for det samspil, du skaber med borgeren og virksomhederne.
Sammen skaber vi stærke partnerskaber og er fælles om at udvikle fremtidens velfærd. Men hvad er fremtidens velfærd? Vi har ikke svarene alene. Derfor skal vi have medarbejdere, der sætter spørgsmålstegn, og borgere og virksomheder, som udfordrer. Vi stiller krav til os selv, men vi forventer ligeledes noget af borgerne og virksomhederne. Gode løsninger kommer, når alle bidrager til fællesskabet.
Lydens By
Vi er Lydens By. Lyden er en inspirationskilde til nye projekter og initiativer, der kan realisere kommunens vækstpotentialer og styrkepositioner til et lokalsamfund, som mennesker har lyst til at besøge, arbejde og bo i.
For os er det naturligt, at vores byudvikling tager udgangspunkt i lyd, og vores kunstværker bruger lyden aktivt. Vi arbejder med, hvordan lyd påvirker livskvaliteten positivt hos demente, indlæring hos børn, eller hvordan fraværet af lyd skaber arbejdsglæde.
Lyd er i vores DNA.
Går du med flyttetanker?
Du har lyst til at søge ovenstående stilling, men er lidt i tvivl om, hvilke muligheder du har for at flytte til området? Måske er det nødvendigt, at din partner også finder job i området? Struer Kommune har en Tilflytterservice, hvor du eller din partner ganske gratis og uforpligtende kan få direkte og personlig hjælp, hvis du overvejer at flytte til Struer. Kontakt Tilflytterservice på tilflytterservice@struer.dk eller 96 84 87 94.
Du er også velkommen til at søge inspiration på www.flyttilstruer.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Struer Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Struer Kommune, Smedegade, 1, 7600 Struer
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-12-2024;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6150278