BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Center for Børn & Unge i Struer kommune søger familiebehandler til fast 37 timers stilling
Vi søger pr. 1.februar 2025 en ny kollega til Familiebehandlingen – har du lyst til at blive en del af holdet, så læs mere her!
Vi kan tilbyde dig en fast 37 timers stilling i en velfungerende afdeling, der er kendetegnet af alsidige arbejdsopgaver og et godt arbejdsfællesskab.
Vi tilbyder dig en hverdag med fleksibel arbejdstid og selvtilrettelæggelse. Vi tilbyder dig et job fyldt med meningsfulde opgaver, udfordringer og selvstændighed.
Hvem er vi
Familiebehandlingen er en del af Struer kommunes Center for Børn & Unge, der desuden består af Skole og Dagtilbud, Sundhedsplejen, PPR og Familierådgivningen. Der er særligt stærke samarbejdsrelationer med socialrådgiverne i Familierådgivningen, hvor vi aktuelt samarbejder målrettet med implementering af Barnets Lov.
Familiebehandlingen udgør 15 medarbejdere. Vi arbejder på flere adresser – først og fremmest i borgerens eget hjem og i vores hyggelige Familiehus. Derudover har vi base på vores store fælles kontor i Velfærdshuset.
Det er vigtigt for os, at alle indsatser i Familiebehandlingen fremstår helhedsorienterede og sammenhængende for det enkelte barn og den enkelte familie. Derfor vægter vi fleksible løsninger og et godt samarbejde - både internt og på tværs. Hos os sætter opgaven holdet!
Vores metode katalog er bredt, men vi tager altid afsæt i en mentaliserende tilgang og har i alle vores indsatser et særligt blik for samspil og relationer i familien. Vi arbejder systematisk med formålet gennem øvebaner og udviklingsplaner. I alle indsatser er der fokus på børneinddragelse og barnets egne perspektiver.
Vi søger
Som familiebehandler arbejder du systematisk og metodisk med involvering af barn, familie og netværk. Målet er at understøtte familien i retning af bedre trivsel, udvikling og forandring.
Du brænder for at skabe de bedst mulige vilkår for børn og unge i udsatte positioner!
Vi ønsker at ansætte en kollega, der har særlige faglige kompetencer indenfor småbørn og spædbørns området, og at du også her står på et sikkert metodiske fundament. Men samtidigt skal du kunne lide at arbejde med alle slags opgaver og en kombination af både familiebehandling, kontaktpersons opgaver samt praktisk pædagogisk støtte.
Vi har følgende forventninger til dig som familiebehandler:
- Du har en relevant basisuddannelse - gerne som pædagog, alternativt en anden relevant uddannelsesbaggrund
- Du er stærk i dine relationskompetencer og evne til mentalisering
- Du har solid erfaring fra praksis i at arbejde med børn og unge i udsatte positioner
- Du er motiveret for at arbejde med lettere behandlingsindsatser gennem gruppeforløb og har erfaring som gruppeleder
- Du kan arbejde selvstændigt og med en tilgang til arbejdsopgaverne, som er præget af høj faglighed og refleksioner over egen praksis
- Du er faglig sikker i at dokumentere arbejdet gennem tydelige skriftlig formidling
- Du er omstillingsparat og kan lide fleksibel arbejdstid - til tider på skæve tidspunkter
Vi tilbyder
En arbejdsplads med et stærkt arbejdsfællesskab, afslappet stemning og gode kolleger. Vi tilbyder et alsidigt job, hvor du kommer til at bruge dine faglige og personlige kompetencer i et uformelt og dynamisk arbejdsmiljø.
Vi er en arbejdsplads med mangeartede opgaver og indsatser – du skal kunne indgå i tværfaglige forløb og være nysgerrig på den fælles opgaveløsning. Vi støtter og hjælper hinanden på tværs i dagligdagen – i flere komplekse opgaver arbejder vi i robuste makkerpar.
Trives du godt med en høj grad af selvstændighed og stor indflydelse er Familiebehandlingen det rette sted. Trives du også med en omskiftelig hverdag, fleksibel arbejdsplanlægning og komplekse opgaveløsninger, så vil du befinde dig godt hos os i Familiebehandlingen. Her får du en hverdag med udfordringer, positiv stemning og stærk kollegial sparring på tværs af centrets afdelinger.
Familiebehandlingen i Struer kommune favner både terapeutiske forløb, praktisk pædagogisk støtte, familiebehandling og rådgivning i hjemmet, kontaktperson og samværsopgaver samt forbyggende gruppeindsatser.
Hvis du vil vide mere er du velkommen til at kontakte:
Leder af Familiebehandlingen Iben Bjerg Hollesen på tlf.: 6189-2803. Du kan lægge en besked på telefonsvareren, hvorefter du vil blive kontaktet.
Praktiske oplysninger
Ansøgning vedlagt relevante bilag sendes via ansøgnings link.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Du skal have kørekort og bil til rådighed.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst med PFF og principperne om lokal løndannelse. Der vil i forbindelse med ansættelsen blive indhentet børne- og straffeattest.
Ansøgningsfristen er den 22.november 2024 kl.8.00
Ansættelsessamtale forventes afholdt den 4.december i Velfærdshuset på Peter Bangs Vej 15.
Du kan læse mere om Struer Kommune på www.struer.dk
Går du med flyttetanker?
Du har lyst til at søge ovenstående stilling, men er lidt i tvivl om, hvilke muligheder du har for at flytte til? Måske er det nødvendigt, at din partner også finder job i området? Struer Kommune har en Tilflytterservice, hvor du eller din partner ganske gratis og uforpligtende kan få direkte og personlig hjælp, hvis du går med overvejelser om at flytte til Struer. Kontakt Tilflytterservice på tilflytterservice@struer.dk eller 96 84 87 94.
Du er også velkommen til at søge inspiration på www.flyttilstruer.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Struer Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Struer Kommune, Peter Bangs Vej, 15, 7600 Struer
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6126288