1. maj overtager home Holstebro nøglerne og medio maj slår Nissen & Roesgaard dørene op til en ny, flot Home-butik.
De to lokale ejendomsmæglere, der overtog Home i Holstebro den 1. juni sidste år, er med på sidelinjen ved mange flytninger, men nu er det deres tur til at pakke flyttekasserne.
Snart flytter de nemlig ind på Østergade 8C i Holstebro – i stueetagen af Færch Huset.
Lige nu er lejemålet ved at blive renoveret, fortæller indehaver Joakim Roesgaard.
”Vi glæder os helt vildt til at kunne byde vores kunder velkomne i topmoderne lokaler i ’hjertet af Holstebro’,” siger den lokale Home-mægler.
Lyst og venligt
Butikken bliver næsten 92 kvadratmeter med plads til udstilling, fire arbejdspladser samt lounge/kaffebar. Derudover et mødelokale, køkken og toilet, lyder ’boligbeskrivelsen’ fra home-folkene.
”Alt bliver lyst og venligt udført i de nyeste og fedeste materialer,” fortæller kompagnon Mette Nissen.
De to indehavere overtager efter planen nøglerne til den nye Home-butik den 1. maj.
Så mangler der lige indflytning og den sidste finpudsning af forretningen, før de er helt på plads i deres nye ’hjem’. Med i flyttekassen er naturligvis den velkendte høje faglige kvalitet og gode kundeservice, som de to indehavere er kendte for at levere.
De har valgt at flytte for at øge deres synlighed i bybilledet i det daglige, fortæller Mette og Joakim om baggrunden for flytningen.
”Vi vil gerne kunne udstille vores sælgeres boliger i store vinduer ud til det skønne miljø, der findes ude foran skydedøren til Østergade, som bliver mere og mere populær,” siger Joakim Roesgaard.
Indtil de lokale Home-folk er helt på plads i den nye butik, er de fortsat at finde i Vestergade 16 og selvfølgelig klar ved telefonen.
”Vi arbejder naturligvis på at få vores kunder ’godt hjem’ hen over flytningen, som vi vil gøre alt for ikke kommer til at genere hverken vores købere eller sælgere. Og både nuværende og nye kunder er meget velkomne til at komme ind til en god kop kaffe og en boligsnak,” lyder den stående invitation fra Mette og Joakim.