Det bliver Kasper Rathjen, der skal stå i spidsen for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro. Han tiltræder som direktør den 1. september 2025 med ambitionen om at skabe nye, vedkommende museumsoplevelser.
Efter sommerferien tiltræder historiker og ph.d. Kasper Rathjen som ny direktør for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro – en sammenslutning af tre markante vestjyske kulturhistoriske institutioner: Frilandsmuseet Hjerl Hede, Holstebro Museum og Strandingsmuseum St. George.
Med en solid baggrund i museumsledelse, forskning og formidling har Kasper Rathjen en klar opgave og ambition: at realisere museernes store, endnu uudnyttede potentiale og skabe nye, vedkommende oplevelser for publikum.
Kasper Rathjen er en velkendt skikkelse i museumsverdenen, og siden februar 2024 har han været udviklingschef og afdelingsleder på Frilandsmuseet Hjerl Hede, der med sine over 60.000 årlige besøgende er en af Vestjyllands største kulturhistoriske attraktioner.
Skal forløse museets potentiale
Ifølge bestyrelsesformand Henrik Tvarnø har Kasper Rathjen allerede sat tydelige spor i museets udvikling, og hans energi og faglige stolthed er en stærk drivkraft for fremtiden:
– Vi har haft mulighed for at følge Kasper i godt et år på Hjerl Hede, og det, vi har set dér, lover godt for fremtiden. Vi får en dedikeret historiker, der med stor energi, viden og faglig stolthed kan stå i spidsen for en årelang proces, hvor museernes potentiale og gæsteoplevelser bliver gentænkt, konstaterer formanden og tilføjer:
– De Kulturhistoriske Museer i Holstebro rummer et uudnyttet potentiale, og det skal vi have forløst med Kasper som en udviklingsstærk direktør.
Gæsteoplevelser i verdensklasse
Kasper Rathjen ser frem til i fællesskab med bestyrelse, kolleger, foreninger, frivillige og andre samarbejdspartnere at tage fat på udviklingen af fremtidens kulturhistoriske museer:
– Vi kan allerede rigtig meget i DKM. Vi graver efter fund, formidler historier, servicerer, oplyser, underholder og meget mere. Det sker på tre forskellige adresser med meget forskellige publikum, baglande og fortællinger. Fælles for det hele er dog, at vi brænder for at fortælle den gode historie i rammer, der sikrer den gode gæsteoplevelse, siger Kasper Rathjen og fortsætter:
– Jeg ser derfor frem til det kommende strategiarbejde, som skal sikre, at fremtidens kulturhistoriske museer i Holstebro bliver til gavn for mange flere – samtidig med at vi fortsat udvikler gæsteoplevelser i verdensklasse.
Med tidligere ledelseserfaring fra Glud Museum og som forskningsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg bringer Kasper Rathjen både dyb faglighed og et klart blik for fremtidens museumsverden med sig. Hans ph.d.-afhandling om det folkelige museum vidner om en passion for at gøre kulturarven nærværende og vedkommende for nutidens publikum.
Kasper Rathjen tiltræder som direktør den 1. september 2025. Han afløser Hanne Thomsen, der fortsætter frem til kontraktudløb og sikrer en glidende overgang.