Det er lidt en fejlopfattelse, at det kun er i forårsmånederne, der for alvor er gang i boligmarkedet. EDC’s markedsoversigt, som bygger på tal fra hele branchen, viser, at der er næsten lige så mange, der køber og sælger deres hus eller lejlighed i efterårsmånederne, som i løbet af foråret og sommeren. I nogle efterårsmåneder overgår aktiviteten endda forårsmånederne.
Interessen for boligkøb er stor i efteråret, og mange steder i landet er det sælgers marked, altså der er flere købere, end der er boliger til salg. Udbuddet af både huse, ejerlejligheder og sommerhuse er nemlig mindre end på samme tidspunkt i 2023 og er i øvrigt faldet gennem de seneste tre måneder.
Se mere om efterårstemperaturen på boligmarkedet:
Sælgers marked i store dele af landet
Stor købsinteresse og færre boliger til salg
Antallet af boliger til salg har stille og roligt bevæget sig nedad siden sommer, så der nu er næsten 4000 færre boliger på markedet, end der var midt i juni. Det svarer til et fald på 6 pct. "Og det er altså ikke fordi sælgerne generelt holder sig tilbage. Der kommer nogenlunde lige så meget til salg, som der plejer," fortæller EDC’s kommunikationschef, Jan Nordmann.
"Niveauet ligner i store træk de tidligere år, men købsinteressen er vedvarende stor, også i efterårsmånederne, og så bliver der jo mindre at vælge imellem, hvis huse og lejligheder ikke kommer til salg i samme tempo, som køberne finder den bolig, de har drømt om," siger han.
Særligt salget af ejerlejligheder fortsætter i højt tempo. Sidst i september var der solgt flere lejligheder end i hele 2022 og 2023. 15.968 lejligheder har indtil videre skiftet ejer i år, og dermed nærmer salgstallet sig med hastige skridt sidste års samlede salgstal på 16.679.