Tre fede gratis oplevelser tæt på dig

canva.com
Profilbillede
dato

Selvom flere udenlandske rejsemål er åbnet op, er der fortsat mange, som vælger at holde ferie i Danmark. Når sommerferien skal planlægges, kan det dog hurtig blive en dyr fornøjelse. Vi har derfor samlet tre anbefalinger til, hvad du kvit og frit kan opleve i Region Midtjylland.

1. Skovsnogen – Deep Forest Artland

Interesserer du dig for installationskunst, og kan du lide at gå ture i skoven? 
Så er Deep Forest Artland i Midtjylland måske et besøg værd. 

Her kan du gå på opdagelse i et udendørs galleri, der forbinder kunst og den midt- og vestjyske natur. Deep Forest Artland er skabt tilbage i 2010 under navnet ’Skovsnogen’ af billedkunstnerne René Schmidt og Søren Taaning.

I skoven kan du blandt andet se en 3,5 meter høj kæmpe bille, der er svejset sammen af lidt mere end 1000 trekanter i metal, eller gå på opdagelse på skulpturkirkegården, hvor gamle skulpturer får lov til at gå i forfald og i et med naturen.

Til børn og barnlige sjæle er der mulighed for leg og udfoldelse på ’Skovsnogen’, der er godkendt som legeplads. 

I Deep Forest Artland kan du også nyde din medbragte mad og drikke ved de opstillede borde-bænkesæt eller i en af de overdækkede hytter.

Deep Forest Art Land ligger på Sdr. Ommevej 6933, Kibæk, hvor der også er mulighed for parkering.

Åbningstiderne er:

1. april – 31. oktober: 08.00-19.30 
1. november – 31. marts: 08.00 – 17.00

Entreprisen på 20 kr. pr. person er frivillig og kan betales via MobilePay.

Du kan læse mere om skovens mange skulpturer her.

Kilde: deepforestartland.dk


2. Den Genfundne Bro

I det smukke bakkeland nær Horsens og Brædstrup kan du opleve over 100 år gammel ingeniørkunst. Den Genfundne Bro, der strækker sig over Gudenåen, er et storslået syn og en unik turistattraktion med en spændende historie. 

Den røde stålgitterbro var oprindeligt en jernbanebro, som blev bygget i 1899.  Dengang var den Nordens højeste af sin slags. I mere end 85 år var broen dækket af en dæmning, indtil den i 2014 blev gravet fri og restaureret.

I dag har broen fået både rækværk og planker, så besøgende kan gå eller cykle hen over broen og nyde udsigten over Gudenåen – Danmarks eneste flod. 

Du kan finde gode parkeringsmuligheder i nærheden af broen, hvor der også er opstillede borde og bænke, så du kan nyde en medbragt madkurv.

Hvis du vil høre endnu mere om historien bag Den Genfundne Bro kan du komme med på en gratis guidet tur. Ruten er cirka 4 kilometer lang og tager 1-1,5 time at gå. Du behøver ikke tilmelde dig. Du møder bare op.  

Du kan læse mere om, hvornår de guidede ture finder sted her.

Du finder ’Den Genfundne Bro’ i Træden skov, Vestbirkvej 2A, 8740 Brædstrup. 

Kilde: VisitHorsens 


3. Den Gamle Eventyrhave på Velling Koller 

Måske har du besøgt en af landets mange sommer- og forlystelsesparker, men har nu nogensinde været i en forladt forlystelsespark? Det lyder måske lidt uhyggeligt, men ikke desto mindre kan du besøge ’Den Gamle Eventyrhave’, som den hedder, på Velling Koller lidt udenfor Bryrup i Midtjylland.

Engang var Eventyrhaven, som åbnede i 1962, en af landets største parker med 200.000 årlige besøgende. Havens besøgstal var dengang kun overgået af Tivoli i Købehavn. 

I slutningen af 80’erne brændte haven ned og i dag står kun hotellet, dele af restauranten og den gamle krostue tilbage.

Den Gamle Eventyrhave er sidenhen blevet omdannet til ’Leg & Dyr’ – et udendørs legeland, hvor du også man møde en masse forskellige dyr. 

Du finder Den Gamle Eventyrhave på Velling Koller Vej 4, 8654 Bryrup. 

Kilde: velling-koller.dk

Seneste på facebook